Ros eller anerkendelse

”Vil du ikke lige vurderer hvor god jeg er til at sidde på potte, far”

”Jeg har tegnet en tegning, nu mangler jeg bare en bedømmelse af den”

”Mon jeg er god til at spise, det fortæller min mor mig nok om lidt”

Alle sætninger et barn aldrig har sagt eller tænkt. Men alligevel roser og bedømmer vi vores børn af ren kærlighed. Det var en af mine foretrukne måder at give mit første barn kærlighed og opmærksomhed på. Igennem ros.
Så måtte han føle sig set, værdsat og elsket. Så jeg gjorde det af kærlighed, det var det bedste jeg kunne gøre, og jeg gjorde det rigtig meget.

”Ai hvor er du bare dygtig….” – hele tiden. ”neei hvor fint” helt i tråd med traditionel opdragelse.

Da han blev lidt større sagde han sætninger som ”det kan jeg ikke finde ud af”, ”det vil jeg ikke, for jeg er ikke god til det”, ”jeg kan ikke finde ud af noget”. Hvordan kunne det være, her havde jeg hele hans korte liv fortalt ham hvor dygtig han var og at han bare var så god til alt muligt. Men det var netop derfor.

DET MODERNE BØRNESYN lærer os at når vi fortæller vores børn at de er gode og dygtige så tror de det er det der er vigtigt. At det er vigtigt at være god og dygtigt. At man skal være god og dygtig for at blive set, at have kontakt og føle sig elsket. Men vi starter aldrig med at være dygtige eller gode. Der er også altid nogle der er bedre, medmindre man er verdensmester, og det er der ikke mange der er.

Vi har behov for at blive set, at have kontakt og føle sig elsket – og det er uanset hvordan vi mestre færdigheder, og uanset hvilke egenskaber vi har fået med os. Vi har behov for at blive set, have kontakt og føle os elsket fordi vi er mennesker.

Så i stedet for ”hvor er du dygtig” så vær anerkendende og sig hvad du ser ”du tager sko på”, ”du vasker hænder”, ”du løber og du har fart på”, ”du gynger, det ser skægt ud” (hvis det ser ud til at barnet syntes det er skægt). Sig hvad du ser – uden bedømmelser og vurderinger. Bare se barnet!

Gevinsten er at de vil lære at bedømme dem selv, nederlag bliver vendt til erfaringer og dermed får de et sundt selvværd. Det holder op med at være vigtigt om man er god, det er mere vigtigt at være i live og være menneske, at blive set, at få kontakt og være elsket uanset præstationer.

Bliver de så ikke sløsede og dovne?, nej, vi er selvmotiverede fra fødslen. Både til at sidde, rulle, lære at gå, rutche, binde snørebånd, skrive, regne med mere… -men ikke hvis man har en indre stemme der siger at det gælder om at være god til det, så kan man opgive på forhånd, eller blive ”perfektionist” og det kan også have en pris.

Man må gerne rose, vurderer og bedømme, men lidt er godt, meget er usundt!
Jeg vil anbefale anerkendende opmærksomhed for et sundt selvværd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *